Sitemap    
 

Virksomhedsplan

 

Produktionsskolen Nordvestjylland

Havnen 72-74, 7620 Lemvig
Skivevej 112, 7500 Holstebro     
Heimdalsparken 38, 7500 Holstebro

Virksomhedsplan 2017

Indholdsfortegnelse

1.    Beskrivelse af Produktionsskolen Nordvestjylland
2.    Produktionsskolens målsætninger, vision og værdigrundlag for 2017
2.1. Produktionsskolens målsætning
2.2. Produktionsskolens vision
2.3. Produktionsskolens værdigrundlag
3.    Sådan opfylder vi produktionsskolens mål
3.1. Elevernes udviklingsområder
3.2. Skolens elever
3.3. Skolens personalepolitik
4.    Målepunkter for skolens budget

1. Beskrivelse af Produktionsskolen Nordvestjylland

Virksomhedsplanen for Produktionsskolen Nordvestjylland er vores fælles arbejdsgrundlag for 2017.

2. Produktionsskolens målsætning, vision og værdigrundlag for 2017

Mange unge, op til 15 % af en årgang, har behov for netop den indsats, vi kan tilbyde på produktionsskolen. Det er bl.a. uafklarede unge, som har vanskeligt ved at vælge en uddannelse, unge som har vanskeligt ved at få en lære- eller praktikplads. Disse unge kan via et forløb på produktionsskolen med arbejde og undervisning på skolen og praktikker i private og offentlige virksomheder opkvalificere sig til at komme i gang med en uddannelse. En anden gruppe af vore elever har boglige problemer og har ikke en 9. klasses afgangsprøve, hvilket hindrer dem i at vælge en ordinær uddannelse, men som via et forløb på produktionsskolen kan opkvalificeres, komme på EGU, KUU eller i gang med et arbejde. Derudover har vi unge fra socialt dårligt stillede familier, unge med spiseforstyrrelser, utilpassede unge, unge med diagnoser som Asperger, ADHD eller socialangst. Det er vores målsætning at tilføre alle elever i målgruppen de kompetencer, som sætter den enkelte elev i stand til at gennemføre en uddannelse eller til at få et arbejde. Mange af vore elever vil kræve en ekstraordinær stor pædagogisk indsats.

2.1. Produktionsskolens målsætning

Skolens lovmæssige formål er at tilbyde undervisningsforløb, der er baseret på praktisk arbejde og produktion. Tilbuddet er til unge under 25 år, som ikke har gennemført en ungdomsuddannelse, og som ikke umiddelbart har forudsætninger for at påbegynde en sådan.

Skolens tilbud omfatter omsorg, vejledning, praktisk arbejde og teoretisk undervisning.

Produktionsskolens primære mål er, at alle elever efter et forløb på skolen har gennemgået en udvikling og således er blevet tilført nye personlige, sociale og faglige kompetencer.

Produktionsskolens mål er at drive en velfungerende skole, der er forankret i lokalområdet og tilgodeser vore elevers behov. En produktionsskole, som tager del i at løse de samfundsmæssige udfordringer, der er i tiden, f.eks. ungdomsarbejdsløshed, integration, og regeringens målsætning om at 95 % af alle unge skal have en uddannelse.

Produktionsskolens mål er at etablere en god kontakt til UU-vejledere, sagsbehandlere, jobkonsulenter, det private arbejdsmarked m.fl. i området, og synliggøre, at vi har de kompetencer og de tilbud, vores elevgruppe har behov for.

Produktionsskolen skal fortsat udvikle sig i takt med ændringer i det omgivende samfund. Det gælder ændringer på arbejdsmarkedet og ude i virksomhederne. Det gælder om at tilpasse sig eleverne, og det gælder om at implementere nye relevante tiltag på det pædagogiske område. For at skolen fortsat kan være et attraktivt uddannelsessted, er det vores mål at fastholde og kontinuerligt forbedre kvaliteten i vores arbejde via kursus og pædagogiske dage.

Produktionsskolens målsætning er hele tiden at udvikle kompetencer, så vi kan hjælpe eleverne i vores målgruppe. Vores mål er at udvikle en række værksteder, som er specialiseret i at arbejde med disse elever. Vi vil fokusere på kompetenceudvikling af hele personalegruppen, så alle har den uddannelse og den omstillingsparathed, der er nødvendig.

For at løse opgaverne bedst muligt vil Produktionsskolen inddrage en række samarbejdspartnere i planlægning og udformning af vore aktiviteter. I Lemvig, Struer og Holstebro Kommune vil vi samarbejde med UU-vejledere, socialrådgivere, specialvejledere, beskæftigelseskonsulenter, erhvervsskoler, ungdomsskoler, mentorer og ikke mindst det lokale erhvervsliv og uddannelsesinstitutioner.

Produktionsskolens økonomiske målsætninger er i videst mulig omfang at gøre skolen økonomisk uafhængig af kortsigtede politiske ændringer. Sikre at vi har et økonomisk råderum, så vi altid er i stand til at reagere på ændringer i omverdenen. Tilløbende at uddanne personalet til at oprette nye værksteder, iværksætte nye pædagogiske tiltag og igangsætte nye projekter efter behov.

Vi er en af de 15-20 skoler i landet som har kunne tilbyde den nye Kombinerede Ungdomsuddannelse (KUU) fra skoleårets start 2014. Skolen har i 2017 5 forskellige KUU linjer.

2.2. Produktionsskolens vision

Vi har en vision om, at Produktionsskolen Nordvestjylland skal udvikle sig til en skole med praktiske produktionsmuligheder, undervisning og uddannelse, der tilgodeser enhver elevs behov. En skole, hvor den enkelte elev udvikler sig personligt, socialt og fagligt og derved bliver i stand til at komme godt videre i uddannelse eller arbejde.

Vi fastholder produktionsskolens særlige styrke ved altid at fokusere på at arbejde sammen med eleverne om at løse konkrete arbejdsopgaver. Vores vigtigste pædagogiske middel er vores produktion og vi holder os orienteret mod arbejdsmarkedet og fastholder altid fokus på elevens muligheder i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet.

Vores vision er at være med til at løse vigtige samfundsmæssige problemer nu og i fremtiden. Vi vil bidrage til at løse regeringens mål, at 95 % af alle unge skal have en uddannelse. I samarbejde med kommunerne vil vi opkvalificere unge i vores målgruppe og dermed forsøge at begrænse den økonomiske krises effekt på ungdomsarbejdsløsheden. Vi vil fremadrettet arbejde mere med integration og dermed være en aktiv del af løsningen af et andet af vor tids store samfundsproblemer.

Det er hensigten at fortsætte den positive udslusning som har været stigende gennem de sidste 6 år.

Målet er at mindst 70 % af vore elever sendes godt videre til et aktivt liv.

Vi vil udbygge det gode samarbejde, på tværs af kommunegrænserne mellem Lemvig, Struer og Holstebro, jobcentre, erhvervsskoler, SOSU, ungdomsuddannelser, VUC og UU-Nordvestjylland.

Vi arbejder på at blive godkendt og anerkendt som den del af ungdomsuddannelserne.

Vi vil skabe et bedre image i befolkningen.

2.3. Produktionsskolens Værdigrundlag

Produktionsskolen Nordvestjyllands værdigrundlag hviler på den grundlæggende opfattelse, at alle mennesker er lige, at alle mennesker er og har ret til at være forskellige, at alle mennesker rummer ressourcer, og at alle har ret til og krav på respekt.

Når de unge forlader produktionsskolen, er målet at de har taget stilling til deres fremtid og i videst muligt omfang først forlader skolen, når de rent faktisk er tilmeldt en ungdomsuddannelse, har et ansættelsesforhold, eller på anden måde har afstukket retningen for deres nærmeste fremtid.

For at opnå dette skal eleverne i deres dagligdag på skolen bringes i situationer, der bevidstgør dem om, hvilke krav de mødes med i et uddannelsesforløb eller på arbejdsmarkedet. Desuden skal de unge opleve hvilke rettigheder, krav og pligter der er i et demokratisk samfund.

De unge skal således gerne kunne se sig selv både som samfundsborgere og som individer.

3. Sådan opfylder vi Produktionsskolens mål

Ledelsen skal være synlig, når det er nødvendigt, fastlægge de overordnede retningslinjer og motivere skolens medarbejdere, således at alle har mulighed for at levere en optimal arbejdsindsats.

Skolens virksomhedsplan giver retningslinjerne for skolen og dermed for medarbejdernes arbejde.

Administrationen skal fungere effektivt. Internt skal skolens medarbejdere serviceres, og administrationen skal tage godt imod vore mange eksterne ”kunder”. Administrationen skal ligeledes servicere vore elever, som kan komme og få praktisk vejledning bl.a. mht. arrangementer, lønudbetaling ol.

Skolens IT-ansvarlige skal sørge for, at vore computere løbende bliver udskiftet, at de er velfungerende og er udstyret med den rigtige software.

Værkstedslæreren er hovedansvarlig for, at eget værkstedsområde / lokaler er ryddelige og løbende bliver vedligeholdt. Skolens værksteder varetager også forskellige delopgaver i forbindelse med sikkerhed, vedligeholdelse og rengøring af vores fælles indendørs og udendørs arealer. Værkstedslæreren er ansvarlig for den enkelte elevs vejledningsforløb på skolen og hvis en elev er frafaldstruet, skal den enkelte værkstedslærer altid rette henvendelse til nærmeste afdelingsleder og UU-Vejlederen.

Værkstedslæreren har, i samarbejde med afdelingslederen, ansvaret for, at den enkelte elev kommer i praktik og på kombinationsforløb.

Det er produktionsskolen, der har ansvaret for elevens gennemførelse, daglige trivsel og læring, herunder etablering af og opfølgning på praktikforløb og kombinationsforløb. Det aftales mellem UU-vejleder og produktionsskolens undervisere, hvordan produktionsskolen kan foretage denne opfølgning, så elevens erfaringer også kan danne grundlag for UU-vejlederens samtale med den unge om det fremtidige uddannelsesmål.

Alle værkstedslærere skal dagligt sørge for, at hver enkelt elev på værkstedet føler sig set, anerkendt og accepteret. Alle værkstedslærere skal skrive om elevens udvikling, mål, delmål og realkompetencer i forløbsplanerne.

Som en del af skolens udvikling vil vi fortsat arbejde med at forbedre og vedligeholde vore bygninger og til stadighed arbejde for en pænere, renere og mere attraktiv skole.

Skolen skal være et rart sted at være for alle, og det skal umiddelbart kunne mærkes, når man træder ind ad døren.

Vi vil fortsat fokusere på at lære eleverne brug af god omgangstone, dannelse, samarbejdsformer og udvikle de sociale færdigheder, der skal til, for at kunne begå sig på en arbejdsplads eller i et uddannelsesforløb.

Skolens kultur skal fastholdes via værkstedslærerne i det daglige arbejde og udvikles via undervisning, foredrag, idræt, ekskursioner, musik-arrangementer, kreative dage, m.m.

Vi tilbyder individuel tilrettelagt almen undervisning i dansk, matematik, samfundsfag og engelsk. Der kan i samarbejde med Ungdomsskolen i Holstebro, tilbydes forberedende undervisning til FSA.

Al undervisning tager sit udgangspunkt i værkstedsrelaterede emner. Endvidere tages emner som demokrati, arbejdsmarkedsforhold, jobsøgning, sund livsstil og ”flytte hjemme fra” op som temaundervisning. Alle elever screenes, i samarbejde med taleinstituttet, med faglig udredning for øje. Udredning og undervisning tilrettelægges ud fra den enkelte elevs behov i hver afdeling. Det betyder at undervisningen varierer fra afdeling til afdeling i både mængden af udbudte fag og fagenes niveau.

Vi vil fortsat gøre en stor indsats for at få vores elever til at stoppe med at ryge. Til dette formål har vi to rygestopkonsulenter.

En stor gruppe af vores elever, får for lidt motion og er overvægtige. Derfor sætter vi fokus på sund kost og motion som en del af elevernes dagligdag. Ligeledes arbejder køkkenet aktivt med nøglehulsmærket.

Alle elever får udleveret arbejdstøj, sikkerhedssko og personlige værnemidler efter behov.

3.1. Elevernes udviklingsområder

Faglige kompetencer:

De faglige kvalifikationer afhænger af det enkelte værksted. Hvert værksted har udarbejdet en række arbejdsopgaver, som alle elever har mulighed for at komme igennem, så de får de faglige kvalifikationer, der er relevante på det pågældende værksted.

Hvilke arbejdsopgaver eleverne har prøvet og hvilke kompetencer eleverne har opnået på det enkelte arbejdsområde fremgår af elevens kompetencebevis.

Sociale kompetencer

Eleven lærer at sætte sig i andres sted, respektere andres synspunkter, følelser og behov. Eleverne skal lære at acceptere hinandens forskelligheder. Lære at sige til og fra i forhold til hinanden. De skal lære at samarbejde i grupper, at gå på kompromis og sætte sig ud over egne behov. De skal lære fællesskabets betydning og lære at se sig selv i samspillet med andre.

Personlige kompetencer

Eleverne skal ”vokse” og blive klogere på sig selv. Kende egne følelser og blive bevidste om evt. uheldig adfærd. Lære at modtage kritik, håndtere konflikter, modstå gruppepres, engagere sig, have indlevelsesevne og situationsfornemmelse.

Alle værksteder arbejder på at lære eleverne generelle kompetencer som stabilitet, møde til tiden, opgaveforståelse, opgaveløsning, kvalitetsbevidsthed, ansvarlighed og samarbejde.

Mange af eleverne har lidt mange nederlag, når de kommer på skolen. Vi skal derfor give eleverne opgaver, der giver dem succesoplevelser, så de får troen på, at der er noget, de kan og at der er brug for dem. Disse oplevelser skal skabe fundamentet for deres voksenliv.

På produktionsskolen arbejder vi med motivation, personlig vækst, samarbejdsevne, selvrespekt, selvværd, ansvarsbevidsthed og tolerance, samtidig med at vi på værkstederne tager udgangspunkt i faglighed, produktion, og at skolen er en arbejdsplads.

3.2. Skolens elever

Produktionsskolens elevgruppe:

Elever under 25 år uden en ungdomsuddannelse, som ikke umiddelbart er i stand til at starte på en uddannelse. De henvises fra UU-Centrene eller som led i aktivering efter aftale med socialrådgivere eller jobcentre.

Lærlinge / Produktionsskolebasseret Erhvervsuddannelse (PBE) kan optages/ansættes i et lærlingeforløb, hvis de er startet som ordinær produktionsskoleelev.

Lærlinge på et værksted er gode rollemodeller for de øvrige elever og giver god mulighed for sidemandsoplæring. Værkstedslæreren får kontinuitet og stabilitet i produktionen og i værkstedsmiljøet.

På Produktionsskolen er vi godkendt til at have lærlinge på Metalværkstedet, Tømrerværkstedet og i Køkken & Kantine værkstedet.

Uddannelsen skræddersys til den enkelte elev og giver en erhvervs- og uddannelseskompetence på lige fod med de ordinære elever på erhvervsskolerne. Kravene/prøverne er de samme, men både læringsmetoder og læringsmiljø er i vidt omfang forskellige, idet de her er tilpasset den enkelte elev og hovedparten foregår på produktionsskolen.

Det er elever, der har behov for ekstra støtte for at kunne gennemføre uddannelsen og derfor ikke vil være i stand til at gennemføre uddannelsen på ordinære vilkår.

Erhvervsgrunduddannelse (Egu): Egu er en 2-årig uddannelse med stor vægt på praktik.

EGU er for unge under 30 år. Uddannelsen er bygget op omkring arbejde. Hovedparten af uddannelsen foregår på en eller flere arbejdspladser, og kun en lille del i skole. Derfor er EGU også for unge, der foretrækker arbejde frem for skole.

I samarbejde med UU-Nordvestjylland arrangerer Produktionsskolen Nordvestjylland et netværksmøde om året, hvor alle EGU-elever i Lemvig, Struer og Holstebro, får mulighed for at møde hinanden. Formålet er at give eleverne mulighed for at støtte hinanden og udveksle erfaringer fra deres individuelle uddannelsesforløb, hvor de ofte er alene som EGU-elev. På EGU-netværksmøderne vil der ud over det sociale, desuden være undervisning i arbejdsmarkedsforhold, demokrati, arbejdsmiljø m.v., som EGU lovgivningen kræver.

Særlig tilrettelagt ungdomsuddannelse (STU) er et treårigt tilbud til den unge, der ikke har mulighed for at gennemføre en anden ungdoms- eller voksenuddannelse fra man har afsluttet folkeskolen og frem til det 25. år.

PNVJ har elever i afklaring til særlig tilrettelagt ungdomsuddannelse.

Produktionsskolen Nordvestjylland har lavet samarbejdsaftaler med Uddannelsescenter Holstebro, Herningsholm Erhvervsskole, Fiskeriskolen, Lemvig Gymnasium, Skive Tekniske Skole og Social- og Sundhedsskolen i Herning og Holstebro.

Produktionsskolen Nordvestjylland og Uddannelsescenter Holstenbro har, for frafaldstruede elever, lavet en samarbejdsaftale om dele af grundforløb indenfor:

• Bygge og Anlæg
• Mad til Mennesker
• Produktion og Udvikling 
• Dyr, Planter og Natur.

Desuden kan der optages elever uden for målgruppen i samarbejde med kommunen.

Der udarbejdes en forløbsplan sammen med den enkelte elev. Forløbsplanen påbegyndes den første dag, eleven er på skolen og tages op til revision efter behov, dog senest hver 3. måned. Forløbsplanen skal omfatte mål og delmål for elevens ophold på skolen. Fra starten fokuseres på elevens evner og muligheder for at komme videre i job eller uddannelse efter endt ophold på produktionsskolen.

Elever, som har gået på skolen tre måneder skal tilbydes kombinationsforløb,

Meritgivende kombinationsforløb er et 2‐5 ugers forløb, der i princippet skal tilbydes alle der deltager i produktionsskoleforløb af over 3 måneders varighed. Vi tilbyder alle vore elever at komme i kombinationsforløb på erhvervsskolerne, med mindre særlige forhold taler imod.

Hver 3. måned gennemgår faglærerne alle elever bl.a. med henblik på udslusning. UU-vejledere orienteres løbende.

Ifølge loven skal alle elever, der har været indskrevet mindst 3. mdr., skal have et kompetencebevis, når de forlader skolen, med mindre de ikke ønsker det.

3.3. Skolens personalepolitik.

Personalet er skolens vigtigste ressource og vores altovervejende middel til at opfylde skolens målsætninger. At være lærer på Produktionsskolen kræver faglig kompetence, gode pædagogiske evner, tålmodighed, overblik og handlekraft.

Også nutidens unge stiller større og anderledes krav til skolens lærere, så der er løbende behov for at inddrage nye pædagogiske tiltag og arbejdsmetoder. Fremtidens arbejdsopgaver for produktionsskolens medarbejdere kræver, at vi er omstillingsparate, og at vi fokuserer på kompetenceudvikling af de enkelte medarbejdere.

Vi vil arbejde med at højne informationsniveauet internt på skolen. I vores årsplan er der afsat tid til debat og temadage, så hele personalegruppen får medindflydelse på beslutningsprocesserne.

Vi har mindst 4 møder årligt i vores sikkerheds og samarbejdsudvalg (SISU), hvor vi primært beskæftiger os med skolens arbejdsmiljø samt alle nye tilføjelser til vores personalepolitik.

I 2017 har vi afsat personalemøder hver anden uge afdelingsvis og fælles personalemøde 9 gange årligt, hvor vi i fællesskab diskuterer og planlægger skolens daglige drift.

4. Målepunkter for skolens budget

Budgettet skal periodiseres kvartalsvis. Kvartalsregnskabet opgøres senest 10 arbejdsdage efter et kvartals afslutning. Produktionsskolens kvartalsresultater forelægges bestyrelsen og sammenholdes med det budgetterede, og informeres til personalegruppen.

Hvis elevtilgangen ikke svarer til forventningen, skal vi hurtigst muligt korrigere vores planer og budgetter.

 

 

 

Produktionsskolen Nordvestjylland | CVR: 10074592  | Tlf.: 96630108